Den Sociale Kapitalfond investerer i Hansens Is

4. marts 2025

Den Sociale Kapitalfond Invest har indgået partnerskab med brødrene bag Danmarks største økologiske ismejeri. Målet er at vokse både på den økonomiske og sociale bundlinje.

Det nye partnerskab skal cementere Hansens position som Danmarks førende økologiske isbrand med Den Sociale Kapitalfonds erfaring med bæredygtig vækst og social impact i ryggen. Sammen vil parterne udvikle virksomheden, styrke Hansens sociale indsats og skabe langsigtet vækst.

“Vi har brugt lang tid på at finde den rette partner, der kan hjælpe os med at løfte Hansens Is til det næste niveau. Den Sociale Kapitalfond er det perfekte match, da de deler vores værdier om social ansvarlighed og ønsker samtidig at bevare vores DNA og tilgang. Med deres erfaring og netværk kan vi professionalisere og skalere vores virksomhed og ESG-arbejde, samtidig med at vi fastholder vores fokus på at give flere mennesker gode isoplevelser,” siger Anders Eibye Hansen, der er medejer af Hansens Is sammen med sin bror Rasmus Eibye.

 

To bundlinjer skal fremtidssikre Hansens
Den Sociale Kapitalfond har købt 60% af virksomheden i Invest II-fonden og har længe haft et godt blik til den danske isproducent:

“Vi er gået helhjertet ind i det her partnerskab, fordi vi ser et stort potentiale i Hansens – i folkene bag, i historien og i produkterne. Hansens har altid taget ansvar og skal nu vokse på to bundlinjer – både den finansielle og den sociale – og der er et enormt godt match med vores erfaringer og kompetencer,” siger ledende partner Lars Jannick Johansen.

I fællesskab med Hansens er der lagt en strategi med fire nøgleområder. Salgsmæssigt skal Hansens Is’ udvide tilstedeværelsen på det danske marked. Derudover vil virksomheden også tage de første skridt mod eksport til nærmarkederne i vores nabolande. På den sociale dagsorden skal virksomheden både styrke eksisterende ESG-indsatser og over tid tage flere unge og voksne på kanten af arbejdsmarkedet ind i virksomheden.

 

Medejerskab til medarbejderne og ny bestyrelse
Ejerskiftet betyder også, at medarbejderne fremover tilbydes at få del i ejerskabet af Hansens efter en model, hvor både Den Sociale Kapitalfond og brødrene Anders og Rasmus Eibye Hansen afgiver en del af deres ejerskab. Samtidig udpeges en ny bestyrelse, hvor tidligere Toms-profil Annemette V. Thomsen bliver bestyrelsesleder og Sticks & Sushi stifter og tidligere adm. direktør Kim Rahbek Hansen også indtræder.

Anders Eibye Hansen ser frem til den nye hverdag på mejeriet og har store forventninger til den nye ejerkonstellation og bestyrelse.

“Hansens er nået en størrelse, som kræver mere, end hvad vi selv kan levere. Rasmus og jeg vil gerne blive ved med det, som vi er rigtig gode til. Vi elsker at lave god is, men det er endnu mere meningsfyldt, hvis vi samtidig kan gøre en forskel i verden. Vi tror på, at vi ved at tage dette skridt kan skabe en endnu mere robust og meningsfuld forretning – og samtidig give vores medarbejdere mulighed for et medejerskab på rejsen,” siger Anders Eibye Hansen.

Hansens Is ejerskabet er nu 40% til brødrene Anders og Rasmus Eibye Hansen samt 60% til Den Sociale Kapitalfonds Invest II. Derudover tilbydes medarbejderne fremover at få del i ejerskabet.

Clearwater og Accura har rådgivet Hansens Is og Schjødt og EY har rådgivet Den Sociale Kapitalfond i forbindelse med handlen. Parterne er enige om ikke at offentliggøre transaktionsprisen.

Læs mere om Hansens Is her.

Dokumenter

Kontakt

Lars Jannick Johansen
Stifter og ledende partner
+45 2961 6892
Mads Aaen
Partner
+45 2062 9682

Nyheder

Den Sociale Kapitalfond investerer i Hansens Is

Den Sociale Kapitalfond rejser rekordfond på 670 millioner

Den Sociale Kapitalfond Effekt II er en realitet