Danpal solgt til Vestjysk Træemballage med norske Daimyo i ryggen

Danpal er blevet solgt til Vestjysk Træemballage, som med det norske investeringsselskab Daimyo i ryggen er ved at udvikle en nordisk koncern inden for træemballage.

FOTO Danpal Reparation
Nyhed

Den Sociale Kapitalfond Invest blev i august 2020 medejer af Danpal, som med produktion i Karlslunde, Faxe og Vamdrup er en landsdækkende leverandør af træpaller i Danmark. Danpal er eksperter i produktion af specialpaller og genbrug af europapaller med en lang række store danske virksomheder som kunder. Danpal er specialiseret i at optimere palleløsninger, så bl.a. genbrug af træpaller øges og miljø- og klimabelastning minimeres, og samtidig er Danpal en meget socialt ansvarligt drevet virksomhed, hvor aktuelt 7 ud af de 41 medarbejdere er fra kanten af arbejdsmarkedet, ligesom virksomheden hjælper udsatte ledige gennem arbejdsprøvninger, praktik mv.

Danpal har de senere år gennemgået en flot udvikling drevet af en meget kompetent ledelse med blandt andet udvidelse af salgskapacitet, udvikling af servicekoncepter og et markant løft af virksomhedens ESG-arbejde på især klimaområdet, hvor virksomheden ligger i front på sit marked samt ikke mindst udvikling og skalering af virksomhedens sociale indsats. Danpal har de senere år også skabt de bedste finansielle resultater i virksomhedens historie hidtil.

Vestjysk Træemballage er et godt match på den videre vækstrejse, både på grund af synergier og større skala og fordi Vestjysk Træemballage har købt ind på og deler de værdier og ambitioner inden for social og miljømæssig adfærd, som Danpal står for. Vestjysk Træemballage ejes af adm. direktør Carsten Lund og Kurt Fiskbæk samt det norske investeringsselskab Daimyo, som særligt fokuserer på bæredygtige virksomheder. De nye ejere ønsker at fortsætte den socialt og miljømæssigt ambitiøse linje, som Danpal står for, og ledelsen og medarbejderne i Danpal fortsætter i koncernen.

I Den Sociale Kapitalfond Invest takker vi for et rigtigt godt samarbejde med ledelsen med adm. direktør Christian Lisberg i spidsen, og vi glæder os til at følge selskabet fremover.

Læs hele pressemeddelelsen her.

Kontakt

Lars Jannick Johansen har stået i spidsen for etableringen og udviklingen af Den Sociale Kapitalfond fra begyndelsen, først som stifter og adm. direktør for managementselskabet og siden 2017 som ledende partner i Den Sociale Kapitalfond Invest.
Stifter og ledende partner (bestyrelsesleder)
+45 29 61 68 92
Torben Agerup har mange års erfaring med private equity fra LD og Maj Invest, hvor han i 18 år har arbejdet med SMV-segmentet og gennemført en lang række køb og salg af virksomheder, forud for etableringen af Den Sociale Kapitalfond Invest.
Partner (bestyrelsesmedlem)
+45 24 21 26 21