”Jeg kunne stille fordelene op på række”

Sådan siger Jens Rolighed, direktør og ejer af Bedding.dk, et bådebyggeri og bedding med hovedkvarter i Rødvig på Stevns.

To mænd på en havn med regntøj på, igang med at tage en båd på land.
Case

Jens Rolighed, der er ejer af Bedding.dk, overtog virksomheden efter sin far, Per Rolighed, i 2017. Virksomheden inkluderer udover bådebyggeri og bedding både ishus, café og kiosk.

Det har været helt vildt godt og helt vildt intensivt. Selvom der har været lidt for meget fart på med projektet, så ville jeg ikke have undværet det.
Jens Rolighed

Jens og hans ansatte deltager i forløbet Social Inklusion gennem Vækstpartnerskaber (SIV) hos Den Sociale Kapitalfond. Her har de, som en del af projektet, fået et individuelt tilpasset forretningsudviklingsforløb. Gennem forløbet har de blandt andet fået tilknyttet en erfaren forretningsudvikler, der fokuserer på at skabe øget omsætning, forbedre indtjeningen og styrke virksomhedens sociale indsats og profil.

I alle de år værftet i Rødvig har været i familiens eje, har de taget praktikanter, utilpassede unge og andre, der har haft svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Derfor virkede det oplagt at deltage i projektet og på den måde kombinere det at hjælpe mennesker i job med forretningsudvikling, fortæller Jens.

Vi er beliggende i udkantsdanmark, og det er meget svært at få veluddannede folk til at blive her, når boligbyggeriet buldrer af sted i København, kun en times kørsel væk.
Jens Rolighed

Det er startet rigtig godt med praktikanterne, fortæller Jens. De øvrige medarbejdere har taget godt imod dem. Det tror Jens hovedsageligt skyldes, at forløbet har været så godt planlagt, og at medarbejderne har været taget med undervejs. Det synes han har fungeret rigtig godt.

”Vi har alle mulige blandede opgaver, hvilket betyder at vi næsten altid har noget arbejde, som vi kan sætte en arbejdsmand til. Jeg kan se på praktikanternes ageren og på hvordan de er på pladsen, at de gerne vil det,” fortæller Jens. 

Camps gav værktøjer til at forbedre virksomheden

Allerede på den første camp, som Jens deltog i, fik han nye perspektiver på sin virksomhed. Han beskriver, hvordan de skulle se på virksomheden i helikopterperspektiv, og forsøge at identificere der, hvor deres virksomhed skilte sig ud i forhold til andre lignende virksomheder.

Det var på den camp, at jeg kunne se lyset omkring en specifik del af virksomheden. Det sagde bare ’ding!’ - det er det vi skal.
Jens Rolighed

Det resulterede i, at Jens opprioriterede et projekt om at overdække deres sandblæsningshal. Nu kan Bedding.dk tage store både på op til 20 meter i længden og 8 meter i højden på land på beddingen og køre dem direkte ind i en miljøgodkendt og overdækket sandblæsnings- og sprøjtemalingshal. Det giver dem en konkurrencefordel og differentierer dem fra deres konkurrenter.

En anden ting, som Jens bl.a. fik ud af at være på camps, var præsentationsteknik. Bedding.dk havde inden campen fået lavet en video, som skulle bruges til markedsføring på de sociale medier og på deres hjemmeside. Men efter at have fået nye værktøjer og indsigter på campen tog Jens hjem og fik lavet dele af videoen om. Resultatet blev en meget bedre video, fortæller han.

”Det har været helt vildt godt og helt vildt intensivt. Selvom der har været lidt for meget fart på med projektet, så ville jeg ikke have undværet det,” siger Jens.

Om Bedding.dk
  • Bedding.dk ligger i Rødvig og leverer alt i landsætning, reparationer, ombygning og vedligeholdelse af alle typer både op til 25 meter – og nu så også sandblæsning og sprøjtemaling i godkendt hal.
     
  • Virksomheden tæller også ishus, kiosk, café og en maritim butik, hvor de også udstiller lokal kunst og kunsthåndværk.
     
  • Der arbejder mellem 5 – 8 medarbejdere, og så samarbejder de med mange forskellige underleverandører, når de har konkrete opgaver.
     
  • Siden december 2018 har Bedding.dk været en del af projektet Social Inklusion gennem Vækstpartnerskaber (SIV), som udbydes hos Den Sociale Kapitalfond. Her har de modtaget et individuelt tilpasset forretningsudviklingsforløb, som også indebærer, at de har fået tilknyttet en professionel forretningsudvikler og har deltaget i forskellige camps.