Socialt acceleratorforløb reddede virksomhed

Danish Coffee and Tea laver højkvalitetskaffe og te med bæredygtige historier. Virksomheden ligger i Randers og udover den fysiske butik driver de webshoppen 'Kaffeagenterne'. Danish Coffee and Tea er en fusion af to separate virksomheder, og Lars Bendix, ejer af Danish Coffee and Tea, fortæller at det næsten kostede dem deres forretning. Men så opdagede de Den Sociale Kapitalfond.

Billede af kaffebønner
Case
Vi pitchede efter at komme med i et forløb hos Den Sociale Kapitalfond, og det må jeg bare sige, det har været vores redning. Det er der ingen tvivl om.
Lars Bendix, ejer af Danish Coffee and Tea

Danish Coffee and Tea samarbejdede med Den Sociale Kapitalfond over en to-årig periode og deltog i forløbet ’Social StartUp’. Her fik de tilknyttet professionelle forretningsudviklere og modtog undervisning i blandt andet organisationsudvikling, strategi og udvikling af sociale modeller.

Flexjobbere er blevet en del af virksomheden DNA

Lars Bendix fortæller, at de, da de startede samarbejdet med Den Sociale Kapitalfond, havde tre flexjobbere ansat, men undervejs i programmet fik de øjnene op for, at de gerne vil gøre mere ud af deres sociale ansvarlighed. I dag har Danish Coffee and Tea 17 flexmedarbejdere og en fuldtidsansat, udover de to ejere. Og det fungerer rigtig godt.

Der fungerer også godt for de medarbejdere, som de har ansat, mener Lars Bendix. Han fortæller, at han kan se en stor udvikling hos mange af dem. Her fremhæver han en af de ansatte, som er uddannet slagter. Han havde været igennem en periode med depression og stress, og han brød sig ikke rigtig om at være sammen med andre mennesker. Men i dag tager han med ud på messer, stiller op til foredrag og deler med glæde sin historie med andre.

Forretningsudvikling skabte fokus i virksomheden

Lars Bendix fortæller, hvordan han som udgangspunkt mere idealist end forretningsmand, og at forretningsudviklerne derfor var en stor hjælp. De kunne hurtigt gennemskue, hvor det var nødvendigt at foretage ændringer.

”Vi fandt ud af, hvad det er, som vi står for. Vi går efter det, der smager godt,” siger Lars Bendix.

Lars mener at de har udviklet sig som virksomhed, mens de var en del af forløbet. De har blandt andet lært vigtigheden af at tænke tingene igennem, og af at have lave omkostninger.

”Hele forløbet har bare været supergodt,” fortæller Lars Bendix.

Om Danish Coffee and Tea

Danish Coffee and Tea producerer og sælger kaffe og te af høj kvalitet.

Virksomheden ligger i Randers, og importerer kaffe fra blandt andet Uganda.

Ledelsen hos Danish Coffee and Tea deltog i forløbet ’Social StartUp’ hos Den Sociale Kapitalfond, hvor de fik tilknyttet en professionel forretningsudvikler og deltog i forskellige camps, som havde til formål at undervise dem i ledelse, strategi, afsætning, driftsøkonomi og social bundlinje.